Artikel

Hempel Fonden og SEGES Innovation indgår partnerskab for at understøtte rewilding i Danmark

Saksfjed Vildmark
4 november 2026

Vi er glade for at kunne fortælle om et nyt samarbejde mellem Hempel Fonden og SEGES Innovation, der skal gøre det lettere for flere at arbejde med rewilding i Danmark. Sammen vil vi gøre faglig viden og praktiske erfaringer mere tilgængelige, så flere kan være med til at skabe natur af høj kvalitet og styrke biodiversiteten.

Danmark er i gang med en arealomlægning, der giver mere plads til natur. Men plads gør det ikke alene. Hvis vi skal standse tilbagegangen for Danmarks vilde plante- og dyreliv, er der også brug for at genoprette naturområder af høj kvalitet.

Her spiller rewilding en vigtig rolle. Rewilding er en evidensbaseret tilgang til naturgenopretning, der bygger på at understøtte naturens egne processer og dynamikker.

Derfor indgår Hempel Fonden og SEGES Innovation nu et samarbejde, der skal gøre det lettere for flere lodsejere, dyreholdere og naturforvaltere at arbejde med rewilding, herunder store planteædere og helårsgræsning.

Saksfjed Vildmark

Saksfjed Vildmark

Fra faglig viden til rewilding i praksis

Partnerskabet er en del af Vildmarkens Rewilding Hub, hvor ambitionen er at samle faglig viden og praktiske erfaringer og gøre dem tilgængelige for flere.

Gennem samarbejdet vil Hempel Fonden og SEGES Innovation udvikle konkrete redskaber, der kan hjælpe lodsejere og naturforvaltere med at arbejde med rewilding på deres egne arealer.

Det kan blandt andet handle om, hvordan man starter et naturprojekt op, hvilken lovgivning man skal være opmærksom på, og hvilke græssende dyr man skal vælge og hvorfor.

Målet er at understøtte best practice og evidensbaserede løsninger, så flere får et solidt fagligt grundlag for at arbejde med rewilding i praksis.

“Vi vil gerne vise vejen og bidrage til, at flere får mulighed for at arbejde med rewilding i Danmark. Derfor skal vi gøre den bedste tilgængelige viden lettere at bruge, dele gode erfaringer og være tydelige om, hvor der stadig mangler viden. Med SEGES Innovations faglige netværk og praksiserfaring kan vi udvikle redskaber, der hjælper lodsejere og naturforvaltere med at finde løsninger, som passer til deres arealer”

Anders Holm - CEO i Hempel Fonden

Saksfjed Vildmark

Molslaboratoriet

Hvad står i vejen for mere helårsgræsning?

Det første skridt i samarbejdet bliver at undersøge, hvad der gør det vanskeligt at etablere og drive helårsgræsning.

Gennem interviews med blandt andre dyreholdere, lodsejere, dyrlæger, rådgivere og myndigheder skal projektet afdække udfordringer med eksempelvis økonomi, regler, tilsyn, dyrevelfærd og ansvar.

Men undersøgelsen skal ikke kun identificere barrierer. Den skal også være med til at finde løsninger.

Derfor inddrages både danske og internationale erfaringer for at belyse, hvad der kan løses inden for de eksisterende rammer, og hvor der er behov for ændringer eller mere viden.

“Mere plads til naturen giver ikke i sig selv mere biodiversitet. Det afgørende er, hvordan arealerne genoprettes og forvaltes, og at løsningerne bygger på bedste faglige viden. SEGES Innovation bidrager med praksiserfaring, faglige netværk og tæt kontakt til lodsejere, dyreholdere og naturforvaltere. Sammen med Hempel Fonden vil vi omsætte nyeste viden til konkrete redskaber, som kan hjælpe flere med at skabe natur af høj kvalitet”

Lisbeth Henricksen - CEO i SEGES Innovation

Molslaboratoriet

Saksfjed Vildmark

Ny viden og konkrete redskaber til alle

På baggrund af undersøgelsen vil Hempel Fonden og SEGES Innovation udarbejde et barriere- og løsningskatalog, der samler de centrale udfordringer og mulige løsninger for arbejdet med helårsgræsning og rewilding.

Kataloget skal pege på, hvad der kan løses inden for de eksisterende rammer, og hvor der er behov for ændringer eller mere viden.

Som en del af arbejdet udarbejdes også seks vidensblade med konkrete anbefalinger. Emnerne vælges ud fra de behov, der viser sig undervejs i projektet.

Ambitionen er, at materialerne skal være med til at gøre det lettere at omsætte viden til handling og hjælpe flere med at arbejde med rewilding i praksis.

Al viden, der udvikles og finansieres gennem projektet, bliver gratis og offentligt tilgængelig. Materialerne vil kunne bruges af både nye og erfarne naturforvaltere, lodsejere, dyreholdere, rådgivere, organisationer og myndigheder – uden krav om medlemskab eller køb af rådgivning.